One night - Samuel

STED	TID	OMGIVELSER	VEJR
Moxt Midtby - Havenen - Operaen	19:10	Masser af fine mennesker og små boder.	Stjerneklar nat med nymåne. En smule koldt.font>

Havnen sydede af liv denne aften. Hele promenaden bar lys i alle mulige farver og lyste vejen hen til Operaen op. Bådbroerne var det eneste mørke på hele denne gade, hvilket visse par benyttede sig af til at få en smule privatliv, før den lange forestilling inde i selve operaen. Kvinder i flotte og elegante kjoler vandrede ned langs lyset med mænd i kjole og hvidt ved deres side. Latter og snak bredte sig i hele lokalet og skabte en stemning af forventning og glæde. Små boder havde placeret sig på stien hen til Operaen i håb på at få solgt nogle genstande til nogen af de rige mennesker, som gik forbi.

Operaen var lavet i hvid marmor og med en stor dør, som førte ind i selve foyeren. En rødløber kravlede sig fra vandets kant op ad operaens store trapper og helt hen til den store dør. Indenfor var det røde, plys tæppe fortsat og gjorde alle kvindernes høje hæle lydløse og dæmpede snakken, så snakken ikke flød rundt i lokalet. To store trapper førte gæsterne op på 1. sal, hvor de kunne gå ind til de øvre balkoner og videre han til nogle kunstlokaler, hvor skuespillerne opholdte sig efter forestillingen for at fejre en vellykket optræden. Nedenunder kunne men komme ind til de nederste rækker af sæderne, og man kunne komme om bagved selve stykket, hvor skuespillerne opholdte sig før opførelsen.

En kvinde iført en dyb, grøn kjole og noget ildrødt hår gik ned langs havnens lys og hen imod Operaen. Ved sin side havde hun en mand med et sort jakkesæt og et matchende grønt slips. En latter bredte sig imellem dem velvidende at dette kun var for opførelsens skyld og ikke så meget fordi de brød sig om hinanden. Det at man havde de rette bekendtskaber betød mere end hvad nogen folk kunne se. Dog ville den rødhårede kvinde heller ikke påstå, at hun ikke fandt sin partner tiltrækkende, for det var han med sit sorte hår og den lidt brede kæbe, men problemet var ofte bare ved hendes egen race og nogle af de negative kriterier, som gjorde, at hun ikke følte, hun kunne tillade sig at forelske sig i nogen. Derfor lod hun sig bare rive med af stemningen og af den smukke foyer, som de nu var trådt ind i. Et sted, hvor de kort kunne konverserer med andre mennesker, og hvor de kunne vise sig selv frem for omverdenen, at de faktisk eksisterede.

En ung mand der var på vej ind i operaen, trods at han ingen partner havde, gik med meget stolt og hævet hoved da han roligt gik frem gennem folkene der også var på vej ind i operaen og grundet at han ingen partner havde, men stadig virkede så stolt og sikker i hans gang fik flere folk til at kigge på ham, da de fleste enlige der tog i operaen enten var gamle eller gemte sig så langt væk de kunne fra alle andre menneske men ikke denne herre... Han gik bare stille indtil hans interesse blev fanget af en latter der virkede forkert... Grundet den evne han havde som empat fangede han at noget var galt, og bagefter blev hans interesse fanget af kvinden af en grund han ikke selv helt var sikker på.

Han vendte sig bare om meget pludseligt og gik med rolige skridt hen imod det par der havde fanget hans interesse og han stoppede stille op foran parret og bukkede elegant for dem. Han var selv klædt i kjole og hvidt da det jo var det eneste rigtige bare med et rødbrunt slips istedet for grønt som manden foran ham.

''Ja jeg ville blot byde jer velkommen her i operaen og ønske jer en god aften.''

Han sendte dem begge et venligt smil, men hans blik dvælede lidt ekstra på kvinden der stod overfor ham nu da der var noget særligt ved hende som havde fanget ham, og han så hende derfor kort i øjnene.

''Undskyld mig, men kan jeg få lov til at tale med Dem kort under fire øjne?''

Han så stille på kvinden og noget i ham sagde at hun havde den samme sære fornemmelse som han havde omkring hinanden, den der underlige følelse af at være tiltrukket af den anden.

Latteren befandt sig stadig imellem den rødhårede kvinde og hendes partner. En latter, som hverken var falsk, men heller ikke hundred procent ægte. De stod alene i midten af lokalet og havde fået et glas boblende champagne. Kort vandrede de rundt blandt nogle folk, før de igen stod alene i midten af lokalet. Sammen stod de og snakkede, før der kom en mand hen til dem. Han havde rank ryg og holdt panden høj, selvom han ikke så ud til at have en gæst.

Hun nejede kort for den fremmede mand, men beholdte hele tiden blikket på ham, da der var et eller andet over ham, som tiltrak hendes opmærksomhed - hvad det var kunne hun dog ikke helt sætte fingeren på, hvilket på visse punkter generede hende.
”Mange tak og jeg håber også, at du har en god dag,” svarede hun bare hurtigt, før sin partner kunne nå at gøre noget. Hendes arm var fat inden i sin partners, men hendes blik hvilede på denne ukendte mand, som befandt sig foran ham.

Hendes blik faldt langsomt ned imod hans læber, da han snakkede igen, og som svar listede hun sin arm ud fra sin partners. ”Jeg kommer igen om lidt, Vincent.” Hun smilede let til Vincent, hvorefter hun langsomt gik hen ved siden af manden og videre hen imod et mere stillestående hjørne uden at sige mere, da hun regnede med, at han fulgte efter.

Henne i hjørnet tog hun en kort slurk af sit krystalglas og drejede rundt på tåspidserne.
”Hvem er du?” Spurgte hun bare, lidt ligeglad med, at det godt kunne virke uhøfligt, men for dybt påvirket af denne mærkelige og uvante følelse til at være ligeglad. Hun stod stille og hvilede vægten på den ene af de matchende grønne højhælede sko. Blikket gled kort op og ned ad ham, for at finde ud af, hvem denne person var, men selv om hun gjorde det, fik hun ikke særlig meget ud af det, da han - som næsten alle de andre mænd - bar kjole og hvidt.

Han sendte den fremmede mand et kort blik, som om han fortalte ham noget, og man kunne kort mærke den der konkurrence mænd altid havde med hinanden om kvinder, og det var ligemeget om den fremmede mand havde noget med kvinden eller ej, der ville altid være denne konkurrence det lagde jo lidt i deres natur. Han smilede stille bare stille til kvinden og gik roligt med hende over i det hjørne hun havde valgt til ham.

''Mit navn er Samuel og dit?''

Hun havde jo nu lagt an til at de var dus og at de derfor kunne tale til hinanden som sådan. Det var underligt fordi dette sted var et af de få steder hvor man brugte disse taleformer, og han smilede bare stille til hende. Han kunne dog nogle gange godt lide at bruge de der gamle og pæne talemåder, men når hun gjorde ham til en del af af den almene befolkning ved at sige du så valgte han at gøre det samme.

''Ja undskyld jeg valgte at tale til jer, men du fangede min opmærksomhed uden at kunne sætte en finger på hvad det er ved dig der gør dig så meget mere specielt end alle de andre kvinder.''

Han kiggede på hende og han havde ikke noget problem med at sige tingene som de var. Han var sikker på sig selv, og det gjorde at han var modig og nogle gange endda også stædig. Han så stille ned af hendes krop, og betragtede hendes kjole for at se om der var noget der sagde hvad hun var for en race eller bare type.

Hun stod stille i et kort øjeblik og overvejede hans navn, selvom der ikke var noget synderligt over det. Men det kunne jo være, at hun havde mødt ham før, og på den måde kunne huske ham og havde denne mærkelige tiltrækningskraft til ham.
”Mit navn er Ashley Tyson,” svarede hun efter lidt tid, da hun havde bekræftet, at hun ikke kendte ham, og det ikke var på grund af dette. Denne mangel fik hende bare til at se på ham endnu mere for at finde ud af det - lidt ligeglad med, hvad der var normer i sådan et lokale eller ej. Når hun havde lyst til at finde ud af noget, så skulle hun nok finde ud af det uanset, hvad det skulle koste. Dette var nok også grunden til, at det gik hende godt på visse punkter.

Et smil tegnede sig på hendes læber, da hun hørte hans ord, da hun tog det som en stor kompliment, men selvom hun ikke altid ønskede at skille sig ud, så var der ved visse personer, hvor man bare godt kunne lide det. ”Hvor meget jeg ikke kan lide at indrømme det, så har jeg det på samme måde med dig, der er et eller andet over dig,” hun stod bare stille og så på ham. ”Hvad har du lige gjort? Eller hvem er du?” Hun så kort rundt på de andre omkring sig, for at se om nogen hørte dem, hvorefter hun trådte et skridt tilbage, så hun kunne mærke væggen imod sin ryg. Mest af alt gjorde hun dette, da hun havde lidt på fornemmelsen, at der var et eller andet, som andre ikke skulle høre.

Et enkelt par kom gående over til dem og hilste høfligt på Ashley og stirrede på Samuel, før de igen gik videre hen til det næste par for at finde nogen, som så ud til at gide at konverserer.

’’et kønt navn må jeg sige, det passer til dit udseende… Vidner om en hvis form for vildskab og selviskkerhed og at du er en selvstændig kvinde.’’

Han sendte hende et roligt smil, han kunne godt lide hendes navn det lagde godt i den psykiske mund han sagde det med bare for at se hvordan det ville lyde hvis han sagde det, fordi at sige det ville nok være meget underligt. Han kiggede roligt på hende og han grinede bare over at hun ikke ville erkende det.

’’Det er meget underligt når man føler sig draget imod en anden person uden at kunne sætte en finger på hvad det var.’’

Han blev en smule overrasket over at hun nærmest angreb ham ved at spørge om hvad han havde gjort med da hun så også spurgte om hvad han var. Han kiggede stille på hende, og han var slet ikke sikker på om han havde lyst til at fortælle hende hvad han faktisk var, men han endte dog med at han følte han var ned til fordi hun lige netop tiltrak ham på den måde hun jo nu engang gjorde. Han så stille på hende med et venligt blik og et varmt smil…

”Jeg er en drage…”

Han satte sine hænder på hver side af hendes skuldre og lænede sig frem og placerede sin mund meget tæt på hendes øre hvorefter han viskede det svar til hende, det svar som ikke måtte høres af nogen anden end de to, og han havde en stærk fornemmelse af at hun havde det på samme måde. Set udefra så det måske ud til at være noget lidt andet end det i virkeligheden var.

’’Så nu forventer jeg at høre hvad eller hvem du er mere præcist.’’

Han stillede sig hen mod hende med ryggen mod muren nu, da han ikke længere ville stå og læne sig ind over hende nærmest.

Hun smilede bare stille over hans kommentar. ”Er det nogen du bare finder på for at smigre mig, eller mener du det faktisk ærligt?” Hun hævede et øjenbryn, da hun i sin lange levealder havde mødt masser af mænd, som ville gøre alt for at smigre hende og bare sige, hvad det var de ville.

Kort lyttede hun til hans ord og svarede bare hurtigt uden egentlig at tænke over sit eget svar: ”Ja… det er bare sjældent man prøver det - heldigvis.” Hun trak stille på skulderen og mente oprigtigt de ord, da hun hadede overraskelser, medmindre de kom hende til gode - og det gjorde den her slags overraskelser sjældent. Alt for ofte viste de sig at indeholde noget negativt.

Det psykiske ved nærværet var stærkere end det fysiske nærvær. Hans krop kom tæt på hendes, og hun kunne mærke hans varme ånde på sit øre. Ordene, som bevægede sig over hans mund, fik det til at krybe langsomt op og ned ad hendes ryg, før hun til sidst kunne mærke en sitren i sine fingre, som hun instinktivt kom til at løfte en smule op, for at røre ham, men før hun kunne nå det, havde han trukket sig væk. Hænderne lod hun falde til jorden er kort øjeblik, før hun bare sendte ham et kort, bestemt smil.

Højtalerne i foyeren begyndte at meddelle at folk skulle tilbage på deres pladser, hvilket skabte en heftig bevægelse i hele lokalet med folk som strømmede op ad trapperne og ind ad dørene.

Langsomt trådte Ashley hen imod Samuel med et blik fæstnet på hans øjne. Da hun stod lige ved siden af ham lagde hun en hånd på hans skulder og udtalte nogle ord, så lavt som hun kunne: ”Det hedder Flamma Draco.” Hånden blev fjernet og hun gik hen til sin partner for at følge med ham op til deres balkon sæder på første række. PÅ vejen havde hun mest af alt lyst til at vende sig om og kigge efter denne anden drage, men hun syntes ikke, at hun kunne tillade det.

''Hvorfor skulle jeg finde på noget af den slags når du selv lader det skinne så stærkt igennem?''

Han sendte hende et stille smil. Han havde normalt ikke for vane at være venlige og flirtende overfor folk som han måske virkede til at være der. Han så stille på hende og han vidste ikke om hun kunne lide at han var som han var så direkte og nærgående, han smilede stille til hende dog endnu engang, fordi han på den måde ville forsøge at tø hende ordentligt op.

''Så du kan ikke lide hvis du ikke forstår ting? Du vil gerne vide hvad der sker og hvorfor folk gør som de gør? derfor spørger du også hurtigt og kontant?''

Grundet han var empat havde han en tendens til også gerne gå at analysere folk han mødte. Han fandt det sjovt at gøre, han morede sig ligefrem med at analysere folk og se hvordan de var, men hende her virkede ikke helt lige så nem som alle andre gjorde.

Han blev en smule overrasket da han kort lagde mærke til at hun faktisk havde været utroligt tæt på at røre ham, og da hun hviskede noget til ham rykkede han sit hoved tæt på hendes mund så han kunne høre, og lige da hun var ved at gå trak han hende tæt ind til sig og hviskede i hendes øre endnu engang.

''Så mød mig her igen når der er pause?''

Han sagde det som et spørgsmål, da han som sagt mente at hun virkede selvstændig og sikkert ikke brød sig om at folk talte til hende som om de bestemt hvad hun skulle eller ikke skulle. Han gik stille efter folk, og ind på hans egen plads, men hans øjne hvilede meget af tiden på hende i stedet for hvad der foregik på scenen. Han var glad for at det ikke var et langt stykke de skulle se men to kortere så der da var en pause.

Et grin røg over hendes læber, da hun hørte hans kommentar. Faktisk prøvede hun at fjerne grinet, og alligevel lod hun det blive. Det morede hende, at han talte som han gjorde, og han sagde tingene på den måde. ”Jeg vælger ikke at udtale noget omkring mig selv, da det ofte kan give lidt negative konsekvenser i den anden ende. Forestil dig at møde en direktør, som siger, at hun selv er fantastisk. Det ville aldrig gå…” hun holdt en kort pause, hvor hun så rundt i lokalet og rettede kort på kjolen. ”Bare man selv ved det, så er det fint nok. Men du sagde, at det passede til mit udseende, og jeg er lidt nysgerrig efter at vide, hvordan dit syn er til det.” Hun lagde hoved lidt på skrå, fugtede sin underlæbe og ventede på et svar fra hans side, for uanset om det havde været et spørgsmål eller ej, så krævede hun et svar.

Et kort træk sås på hendes skuldre, da han udtalte sin næste sætning. ”Måske, måske ikke.” Af en eller anden grund morede han hende gevaldigt. Lige før og nu, han analyserede hende på en eller anden speciel måde, som faktisk fik hende til at føle sig værdsat og lagt mærke til. For hvis folk ikke lagde mærke til hende, så vidste hun ikke helt, hvad hun skulle gøre. Men med denne fyr, så valgte han ligefrem at analyserer lidt på hende.

Hans nærvær tog kort hendes pust væk, før hun igen gik væk fra ham, og fulgte med sin kavaler, som førte hende op til sæderne. Hun havde valgt ikke at svare på hans spørgsmål, da hun faktisk mere så det, som en befaling end som en konstatering. Under første halvdel af stykket mærkede hun hans blik mød hende ryg. Hun vidste ikke, om dette var hendes hjerne, der spillede hende et puds, eller om det faktisk skete, men han blev i hvert fald ved med at ryge tilbage i hendes tanker, sammen med spørgsmålet om, om hun skulle møde ham igen, eller om hun - som planlagt - skulle smutte hen i kunstlokalerne, da der gerne skulle være kommet nogle nye malerier derinde.

Det tog hende ikke lang tid at bestemme sig, og da pause langsomt rykkede ind, lænede hun sig over imod Vincent og bekræftede deres aftale med at smutte over i kunstlokalerne på samme etage, som denne. Inde i sig selv væddede hun dog næsten med, at denne Samuel ville komme hen til dem.

Pause kom, Vincent og Ashley rejste sig, og sammen gik de arm i arm hen imod de bestemte lokaler.

''Jeg talte om det røde hår og den selvsikre gang, plus at du er en utroligt smuk kvinde og dit navn klæder dig...''

Han sendte hende et stille og roligt smil. Han kunne ikke lade være med at spørge ind til ting, og han kunne heller ikke lade være med at analysere folk han fandt interessante og denne kvinde havde uden tvivl fanget hans opmærksomhed, og det havde hun endnu mere da hun havde fortalt ham hvilken race hun var. Han havde ikke mødt nogen af hans egen race længe jo.

Stykket havde slet ikke fanget hans interesse fordi hun var mere itneressant, og han havde jo ikke nogen han kunne sidde og lege med, som hun havde med hendes partner og han betragtede derfor bare hende. Da stykket var slut stod han og ventede udenfor døren men da hun gik videre valgte han at følge efter dem dog lidt på afstand. Han gik dog forbi hende undervejs og lod sin hånd stryge langs den hun ikke rørte hendes kavaler med... Han gjorde det bare for at fange hendes opmærksomhed inden han hviskede noget til hende, med en rolig og fattet stemme.

''Du må undskylde hvis jeg kedede dig... Selvom du vist nød det''

Han kiggede på manden, og han havde sagt det sidste højt nok til at han vidste at han nok havde fanget en smule af det han sagde. Nogle gange kunne han nemt være lidt af en konkurrencepræget person og andre gange stille og rolig. Han gik bare over og stillede sig ved et maleri som han betragtede stille og roligt. Han kiggede bare på det da han ikke havde mere at sige til hende. Nu var det op til hende om hun ville snakke, og han afventede hendes kavalers reaktion.

Et smil tegnede sig bare på hendes røde læber, ”Jeg takker mange gange for denne kompliment.” Hendes hænder greb fat i kjolen, hvor hun kort nejede, men sørgede for hverken at komme for langt ned i nejet, men fjernede heller ikke blikket fra hans - og gjorde i hvert fald ikke hentydning til underdanighed ved at bøje hoved forover, for at blotte halsen for ham. Faktisk havde hun kun blottet halsen få gange i sit liv, og hun hade hadet det hver eneste gang.

Roligt var hun gået ned ad gangen med sin kavaler, mens hun bare lyttede til hans skridt, der indhentede dem. Jo tættere på, han kom, jo større smilede hun, men sda hun mærkede hans hånd stryge langs hendes egnede stivnede hendes smil, dog lænede hun sig uvilkårligt hen imod ham, hvor hun lyttede til hans ord. Kort efter de var blevet sagt og bearbejdet begyndte hun at smile en smule igen, stoppe med sin gang og vende sig hen imod Vincent. ”Vincent, kan du undskylde mig?” hun sende ham et sødt og charmerende smil, som man ikke kunne gøre andet end at forelske sig i, ”Jeg har noget, som jeg gerne vil snakke med denne mand om. SÅ du må undskylde, at brød vores aftale.” Et kort øjeblik stod Vincent bare stille og stirrede ned på hende, før han bukkede og gik tilbage ad gangen.

Ashley rette nu sin fulde opmærksomhed imod Samuel, hvorefter hun tog sin arm ind i hans og begyndte langsomt at føre ham frem, ”Jeg regner ikke med, at du har noget imod, at følge mig så.” Hendes blik var rettet ligeud ned imod døren, som var for enden af gangen og førte ind til kunstlokalet. ”Men selvfølgelig kedede du mig ikke. Jeg havde bare lavet en aftale, som jeg ikke kunne løbe fra.” Kort antydede hun til at dreje hovedet bagover, for at gøre tegn på sin kavaler, som gik den modsatte vej, ”og dog ser det alligevel ud til, at det lykkedes dem. Så hvad ville du snakke med mig om?” Blikket mødte hans, og hendes mørke øjne stirrede ind i hans.

Han havde kort bukket for hende da de var skildtes. Han smilede for sig selv da hun havde sagt ja til at snakke med ham, selvom det betød at hun skulle sige nej til hendes kavaler. Han fandt det morsomt at så mange af dette rums gæster gik med falske kavalere og smilede som om alt var perfekt selvom de fleste gik med mørkt sind, hvilket han kunne mærke.

''Selvfølgelig vil jeg følge dig min kære.''

Han smilede til hende, et varmt smil som viste hans venlighed. Han kiggede på hende. Egentligt var han stadig overrasket over kjolen, specielt efter at have hørt hendes race. Han havde forventet rød, eller måske en mere lys farve, men slet ikke grøn. Han kiggede på hende. Han førte hende stille afsted nu med deres arme hviklet sammen.

''Nej jeg har intet direkte jeg gerne vil tale med dig om, det er blot det faktum at du er den første af min egen race jeg har mødt i meget lang tid, så du fangede min interesse.''

Han smilede stille da han så imod hendes kavaler, egentligt overrasket over at han ikke viste tegn på vrede eller irritation over at nogen stjal hans date. Han vidste godt at det var skuespil for de to, men derfor vidste han også at de fleste mænd havde denne ejerfornemmelse overfor kvinder de var ude med.

''Men hvad med dig, noget du kunne tænke at snakke om... Ellers kunne vi gå hen og få en smule at drikke? De skulle vidst også have godt mad.''

han snakkede om den bar/Café der var blevet gjort klar i anledningen. Han smilede stille til hende, og han lagde bare stille en arm om ryggen på hende, mens han stillede sig med hende og så på et billede.

Hendes blik hvilede et kort øjeblik på ham, før de igen blev rettet fremad. Men på trods af den korte tid havde hun sturderet hans ansigt nøje. Hans ansigt så på sin vis voksen, men alligevel havde den også visse barnlige træt, hun godt kunne lide. Det fik ham til at virke… omskiftelig, så at sige. Indtil videre vidste hun ikke, om det var rigtigt, men hun kunne godt lide idéen om, at han skulle være det. Langsomt trak hun sig selv ud af sine tanker, og rystede blikket af ham ud af hoved og huskede, hvad hun egentlig kom fra. ”Er jeg nu din kære?” Spurgte hun halvvejs drillende og halvvejs alvorligt, ”for jeg mindes ikke, at vi har lært hinanden at kende så godt.”

Hans blik brændte sig på hende, og hun mærkede, at han stirrede ned på hendes kjole, og af en eller anden grund følte hun det, som om, at hun vidste, hvad det var han tænkte, men lod det dog ligge indtil videre, og ville måske bringe det op senere, hvorfor hun dog skulle have sådan en kjole på, da hun måtte indrømme, at det heller ikke var hendes ynglings.
”Jeg må desværre indrømme, at det samme gælder for mig. Det er lang tid siden, jeg sidst har tilbragt til med en af samme race. Dog har jeg tilbragt masser af tid med ilddæmoner i henhold til mit arbejde, så af en grund har jeg ikke følt brug for nærvær af en drage,” hun sank en enkelt gang, selvom hun ikke opdagede det, men af en grund havde hendes kropssprog altid afsløret hende, når hun løg, som hun gjorde lige nu. Intet kunne slå nærværet af en anden Flamma Draco.
De var kommet ned ad gangen, hvor hun åbnede døren for dem begge to - lidt ligeglad med de normale normer om, at mændene skulle holde døren for kvinden. ”Faktisk så kunne jeg godt tænke mig at se disse malerier, jeg har hørt, at der skulle være kommet et nyt… og jeg har lyst til at købe et nyt.” Hun trådte ind i lokalet og smilede over den gamle udsmykning, som bragte gode minder op i hende. En enkelt chaiselong stod ovre i hjørnet i en flot hvid farve. Malerier ialle himlens farve hang på væggene og ledte ind i andet rum med endnu en chaiselong, en sofamøblement, en pejs og et bord, hvor der stod noget champagne på. Hendes arm røg ud af hans, mens hun hurtigt gik hen til det første maleri og stirrede på det.

''Kære? Ja det er du vel når jeg siger det til dig?''

Han sagde det med et drillende smil, og selv det smil sad i hans øjne mens han så på hende og sagde det. Han smilede stille til hende, over det. Hun var dejligt selskab og jo mere tid han var sammen med hende jo mere blev det klart for ham at der ikke var nogen tvivl om at hun var en selvstændig kvinde der ikke lod sig føre rundt af nogen mand, eller lod dem bestemme over ham...

''Hvem har sagt jeg har manglet det?''

Han sendte hende et skævt smil, der indikerede at trods han ikke havde sagt det, så var det ganske sandt egentligt at han havde længtes efter det, og det havde han også mærket på hende, og han så hende i øjnene, med et sigende blik og et blink om at han forstod hende, men han nok skulle lade være med at fortælle det til noget. Trods han jo godt vidste at hun nok ikke ville have haft at han vidste det.

*Selvstændig så det gør sig en ting... Lader sig ikke engang føre rundt af en mand*

Han gik hen til hende, dog var han lige et smut forbi bordet med champagne og fik et glas til dem begge inden han gik over til hende stille, og stillede sig ved hendes sid. Han gled en arm om ryggen på hende, hvis hun tillod ham det, og gav hende med den arms hånd et glas champagne mens han holdte sit eget i den anden hånd.

''Jeg må sige det er forfriskende at møde en kvinde der er så selvstændig som dig, ikke bleg for at vise en mand at du er din egen herre.''

Hun sendte ham et skeptisk blik. ”Sikker på, at jeg tillader, at du kalder mig det?” Hendes blik gled kort ned til hans mund, hvor hun studerede hans smil et kort øjeblik, før hun igen rettede blikket væk fra ham. Hun kunne ikke se noget grund til at skulle tilbage for meget tid med at lægge mærke til ham, da hun endelig ikke vil give det forkerte indtryk - for selvom hun var ligeglad med det, så betød det noget lige nu.

Hun sendte ham er smil, som viste, at han aldrig skulle have spurgt om det. ”Ja… lad mig se. Du spottede mig, før jeg spottede dig. Du kom hen og snakkede med mig, på trods af, at jeg stod med min kavaler - godt nok vidste du ikke, hvad jeg var, men man kan jo fornemme det. Du var meget opmærksom på at mødes med mig igen. Vil du have, at jeg skal fortsætte, for det bliver vel kun pinligere for dig efter dette,” hun sendte ham et drillende blik, og så bare op på ham - lidt irriteret over, at hun ikke var den højeste kvinde, der fandtes. Frivilligt lod hun det glide ud af tankerne, at han nok havde set, at hun løj - for hvis han alligevel ikke havde tænkt sig at sige det til nogen, kunne det da også være lige meget, ikke?

”Selvfølgelig. Hvorfor lade en mand føre en rundt? Det viser bare, at man ikke kan tage sine egne beslutninger.” Hun stod stille foran maleriet, og uden at se på ham modtog hun bare champagnen, og drak en tår. Hendes hår rejste sig de steder, hvor han rørte hende, og hun kunne mærke kuldegysningerne løbe og ned ad hendes ryg på trods af den indre varme, som hun tydeligt kunne mærke at han havde. Hendes øjne lukkede sig i, og hun drejede væk fra ham og listede sig ud af hans greb, før hun åbnede øjnene igen. Det var ikke ligefrem, fordi hun ikke ville, men han var for hurtigt fremme.

”Jeg siger mange tak for komplimenten.” Sagde hun bare med ryggen til ham, mens hun ryg over imod den hvide chaiselongen. Hun lagde sig ned på den i en henslynget bevægelse, hvor man alligevel også kunne se, at hun vidste udmærket, hvad hun lavede. Hendes ene hånd gled op ad det hvide betræk på den, og hun kunne ikke lade være med at smile. ”Faktisk gad jeg godt, at jeg havde taget hvid på i dag. Men sidste gang jeg var i operaen havde jeg hvid på - og man kan jo ikke bære samme farve to gange i streg. Og grøn er en af de andre farver, som folk mener, passer godt til mig.” Hendes blik gled over på ham, og hun sendte ham et smil.

''Hmm... Nej, men hvis i kvinder skal have lov til at må gøre som i passer fordi mænd tidligere har undertrykt jer, skal mænd så ikke have de samme tilladelser så vi ikke bare vender det med hvem der er undertrykt?''

Han kiggede stille på hende, og sendte hende bare et stille smil. Han kiggede rundt i lokalet. Mange folk var egentligt til stede hvilket han ikke brød sig så synderligt meget om fordi det gjorde det mere besværligt for ham at koncentrere sig ordentligt. Han kiggede på hende, han ville ikke bede hende gå med ham hen et mere privat sted, ikke før det blev for slemt for ham ihvertfald. Han smilede stille.

''Hvad pinligt er der i at jeg har øje for at spotte den smukkeste kvinde i en stor forsamling?''

han så stille på hende. Han sendte hende et skævt og varmt smil. mens han bare stod der. Han lod sig ikke røre af at hun ikke rigtigt kiggede på ham, fordi grundet hun var så selvstændig regnede han med at det var fordi hun ikke ville tillade sig selv at gøre det. At hun ikke ville virke som om hun var interesseret overhovedet.

''Hvorfor valgte du så ikke en anden lys farve? En sandfarvet eller beige... Den grønne er så stor en kontrast at man kort kommer til at tro at du er usikker på dig selv.''

Han sendte hende et stille smil, og han satte sig ned i den ene ende hvor han kunne komme til. han så hen på hende, og han vidste ikke hvad hun tænkte men var glad for at folk gik et godt stykke udenom dette område så hans tanker var lidt mere rolige nu.

Hendes blik hvilede kort på ham, og hun smilede stille. ”Man skal ikke tænke på køn. Bare gøre, som man lyster. Dog er det altid fedt, hvis man gør noget uventet, som dog er i orden.” Smilet blev mere drillende. Hurtigt forsvandt smilet dog og hun kiggede rundt på folkene omkring dem, hvilket ikke gjorde hende noget. Faktisk kunne hun godt lide det, for så skete der intet overilet, og intet uventet, som var dårligt.

”Der er intet pinligt i det. Men… derfor viser det stadig at du mangler noget opmærksomhed fra din egen race.” Hun så op i loftet et kort øjeblik, ”Men derfor er det ikke normalt, at man kan få den smukkeste kvinde i forsamlingen, så hvorfor tro, at du kunne?” Normalt ville hun ikke bruge de ord omkring sig selv, men hun mente, at hun godt kunne tillade sig det nu, da han selv havde sagt det og derfor startet det.

Hun grinede kort over han ord, men kunne egentlig godt lide det, som han sagde. ”Siger du, at jeg ikke kan bære denne grønne farve? Er det det, som du påstår?” Hendes blik hvilkede på ham. Deres øjne mødtes og hun ville ikke give slip på hans blik det næste stykke tid for at se, om han blev provokeret af hende, da han - hvis han sagde, at det hun sagde var rigtigt - ville kunne have kritiseret hende. ”For jeg kan ikke se det dårlige i denne grønne farve. Mange rødhårede skal passe på med hvid og lyse farver, da det får deres hud til at virke for hvid.” Hun holdt bare øjenkontakten og ventede spændt på at få svar. Interesseret i at vide, om hun kunne finde en fejl i det, som han havde sagt. For ærligtalt syntes hun okay om grøn, dog ikke hendes ynglingsfarve, men hun kunne bære den fint nok - ifølge hende selv.

''Jeg er delvist enig... man skal tænke på køn, man skal bare ikke tænke på differentiering mellem køn.''

Han sendte hende et stille smil. Det var meget rart at snakke med denne unge kvinde. Hun var noget særligt det kunne man ikke komme udenom på nogen måde overhovdet, selvfølgelig var der jo det ved det at hun var samme race som ham, og at det derfor var som om skæbnen ville have de skulle blive draget mod hinanden. Han kiggede stille på hende, og han havde hørte hendes ord omkring hvad hun sagde med at man gerne måtte overraske og det huskede han faktisk.

''Det har jeg heller aldrig sagt jeg ikke gjorde... Den eneste her der jo løj om det var ikke mig.''

Han sendte hende et stille smil, og et lille drillende nik med hovedet. Han kiggede på hende, og han tænkte kort over det med hvorfor han troede han kunne få forsamlingens smukkeste kvinde, når det jo ikke var det nemmeste. Hun havde ret i at det ikke var nemt, men han tog chancen fordi uden det vandt man jo aldrig.

''Hvordan er det man siger? No pain no gain? Så bare fordi det ikke er sikkert, er det jo umuligt at få hende uden at forsøge.''

Han sendte hende et stille blik, og da hun så i øjnene efter at have kommenteret på om han havde ment at hun ikke kunne bære kjolen kunne han ikke lade være med at finde hende en smule morsom, og han kiggede stille på hende. Han kiggede ned på hende.

''Nej jeg mener du sagtens kan bære den, men blot at det ville have set bedre ud med en anden farve, og selv hvis du fik lagt opmærksomhed på din hud ville det ikke være skidt med denne smukke perfekte hud.''

han smilede stille til hende, og han kiggede så på hene, og han koncentrerede sig så lidt tid, og lod den ene af sine fingre blive til en flamme, som han derefter lavede om til en rose, og rakte frem imod hende. Han sendte hende et skævt smil. Egentligt var det ret så svært at gøre, og havde krævet meget koncentration og var ikke bare sket som et fingerknips men en process hun kunne følge med i, og han havde skjult det for resten.

”Mhm… jeg synes bare, at køn burde være lige meget. For man kan ikke lade være med at gøre forskelle for mænd og kvinder. Fx vil jeg ikke kunne tage en nederdel på, på arbejde - medmindre jeg vil tages useriøs. Og det samme hvis jeg har en rød læbestift på, så vil folk også kun tro, at jeg var der for at få opmærksomhed.” Hendes blik hvilede bare på ham og smilede, selvom hendes tanker langt fra var ved smilet. Alt for ofte havde hun oplevet at mænd tog hende useriøst, fordi hun havde taget noget alt for maskulint tøj på eller noget alt for feminint tøj på. Det var alt det med kropsprogets signaler og det tøj, som man havde på. Jo mere hud hun ville vise, jo mindre seriøst ville hun blive taget.

Et kort grin ramte hendes ansigt, ”jeg løj da aldeles ikke,” sagde hun bare, på trods af, at det faktisk havde været sandt. ”Du må da aldrig tro sådan noget om mig,” hun smilede bare til ham, så han vidste, at hun gjorde dette for sjovt. Nogen gange måtte man godt drille og joke lidt.

Hun lavede et kort imponeret ansigtsudtryk, ”du har ret. Og jeg må indrømme, at du har en stor fordel. Især i forhold til Vincent, han er bare et menneske, som jeg arbejder sammen med. Jeg tror ikke engang, at han ved, jeg er af en anden race,” hun grinede kort over Vincents dumme opførelse og glædede sig egentlig til at se om Vincent og hende engang ville mødes, når han var blevet gammel og gråhåret, og hun kun vil se omkring et år ældre ud.

Hun nikkede en enkelt gang og sendte ham derefter et smil. ”Det var en god nok redning, men min hud er lidt lys lige nu, jeg har ikke været hjemme i lang tid, så jeg glæder mig bare til at komme ned i varmen.”

Hendes blik hvilede på magien, der skete i hans hænder. Hun tog stille imod blomsten og mærkede den varmen i den. ”Mange tak,” var det eneste svar, hun kunne komme med, da hun faktisk var imponeret. Af en eller anden grund havde hun også lyst til at vise ham nogle af sine evner, men… tidspunktet var nok ikke lige til, at hun skulle skære sig og heale, vise sin ild evne, da han sikkert godt kunne gætte, at hun også havde det. Det ville også være lidt upraktisk at få ham til at begærer hende endnu mere lidt nu - så ville alt da i hvert fald gå galt. ”Dette er en god overraskelse.” Hendes blik mødtes hans igen.

''jeg er enig i at kvinder må gå i hvad de vil, og ikke bør tages useriøst... men stadig bør kvinder der klæder sig udfordrende også forvente at mænd, bliver tiltrukket af dem, og får lyst til sex?''

Han stillede det lidt som et spørgsmål, og han vidste godt at det var sådan han så det selv. Han havde uden tvivl den mening at mænd ikke ville kunne lade være med at blive seksuelt tiltrukket af en smuk kbindekrop der blev vist frem på den rigtige måde. Det var vel bare sådan mænd nu engang var blevet indrettet. han så stille på hende.

''Jeg må vel tro hvad jeg vil? Du er vel ikke i nogen stilling til at bestemme over mig så vidt jeg kan se.''

Han smilede skævt til hende og blinkede. Hans tanker var kort en smule mere sjofle end hvad de havde været tidligere, men det var bare for at lave sjov, men han kunne da ikke benægte at hvis det bevægede sig i den retning ville han ikke stoppe det. Han smilede stille til hende, da hun sagde han havde en fordel.

''Han lyder ikke klog... og det faktum at han bare lader dig vandre afsted med en fremmede... irriterer det dig ikke at han ikke har nogen rygrad overhovedet?''

Han smilede roligt og han var glad for at have reddet det han havde sagt, og det samme med at hun blev glad for rosen. Han smilede bare stille til hende da hun var imponeret over den rose han havde givet hende. Han kiggede rundt roligt.

''Når showet er slut kan jeg følge dig hjem... Så skal du nok få flere af samme slags.''

”Det er jo rigtigt nok, men det er jo også derfor, at man altid vil lave en forskelsbehandling af kvinder og mænd. Men dog kunne det være rart, hvis dette ikke var sådan,” hun sukkede stille inde i sig selv, men smilede bare til ham. Det havde taget hende lang tid at arbejde sig op, hvilket ofte god kunne provokerer hendes sindsstemning, når hun tænkte tilbage på dette. Hvilket egentlig også var grunden til, at hun lidt håbede på, at de snart ville skifte emne.

Hun smilede bare charmerende og rejse sig op. ”Og du er sikker på, at jeg ikke vil kunne bestemme over dig?” hun drejede en runde omkring sig selv og rettede fronten imod ham. ”Sidst jeg tjekkede vidste du ikke, hvad jeg kun.” Hun så bare på ham, hvorefter hun drejede sig rundt og gik hen til billederne, som om hun ikke lige havde sagt det, hun havde sagt, men snare som om hun var provokeret af ham - hvilket hun dog ikke var. Faktisk var hun bare bange for, at hun ville gøre noget dumt, og så ville det være bedre at gå væk.

Hun grinede kort over hans kommentar omkring Vincent, men rystede derefter på hoved. ”Han har visse andre fordele, og det er altid rart at kunne manipulerer med folk, som man nu lyster. Han ved også, at det er mig, der har magten i vores ikke eksisterende forhold.”

Hendes blik vandrede ned på rosen i hendes hånd, hvorefter hun rystede på hoved. ”Jeg tror måske ikke, at det er så godt, at du følge mig hjem, når nu at jeg har Vincent til min kavaler. Han kan godt nok tåle dette, men hvis du ligefrem vil have muligheden for at følge mig hjem, så skal du snakke med ham.” Hendes blik vandrede op og ned ad maleriet foran hende, før hun roligt gik videre til maleriet ved siden af.

''Godt at vi er enige om at der er for meget forskelsbehandling mellem mænd og kvinder.''

Han afsluttede den fordi de alligevel bare kørte rundt i de samme ting, og det var egentligt en smule kedeligt hvis han skulle være ærlig. Han smilede roligt til hende. Han gik bare med hende rundt, og lyttede til hendes ord, og han kunne godt mærke på hende at hun ikke var helt sikker på sig selv at hun følte sig en smule usikker. han gik bare rundt og stillede sig en meter fra hende.

''Det ville du måske kunne, men ikke under disse omstændigheder kan jeg fortælle dig... Der skal nogle andre til.''

Han smilede bare roligt til hende, og han gik med stille og rolige skridt over til hende og om bag hende og uden varsel gik han rundt om hende og armen fra tidligere lagde sig igen om hende, Han var ikke bleg af sig eller bange. Slet ikke endda.

''Jeg kan mærke på dig at du nyder mit selskab, men jeg gør dig åbenbart nervøs og det er måske nærmere derfor du ikke vil have jeg følger dig hjem.''

Han så roligt på hende, og grundet deres samtale tidligere, sagde han noget mere, fordi han vidste det ofte var sådan at mange mænd lige netop så det sådan at de kunne tillade sig at vælge en anden kvinde de ville mens kvinder ikke måtte.

''Men Ashley se på ham... han kigger allerede efter en anden kvinde at tage med sig hjem istedet for dig... han mener åbenbart det er okay fordi han er en mand.''

Han slap hende igen, og gik lidt rundt igen inden han stillede sig hos hende igen, og han smilede.

”Under hvilke omstændigheder ville jeg kunne gøre det?” Hun stod bare stille og mærkede hårerne rejse sig der, hvor han rørte. En varme gik igennem hende og varmede hele hendes krop op med alt for mange grader. En varme som andre ville have fundet ubehagelig, men som hun fandt betryggende. Sådan en varme, som de fleste ild væsner ville elske.

”Måske…” svarede hun bare stille og følte sig mest af alt, som en åben bog for ham, som om at han kunne læse alle hendes tanker eller føle alt det, hun kunne føle. ”Men hvordan kan du være sikker på, at han gør det? Er det af dine egne erfaringer, at du går efter en ny kvinde, hvis en anden mand kommer ind og truer dit domæne?”

Luften kom langsomt til hende igen, da han kort forlod hende, men al den dejlige varme, som hun før havde opbygget forsvandt hurtigt igen - hvilket faktisk var noget, som hun savnede. Hun stirrede op på maleriet foran hende, hvor der var et eller andet specielt over sig. Måske var det de røde farver, som prydede det dramatiske billede af en slåskamp, ellers var det scenen, som skete foran maleriet, som tiltræk det meste af hendes opmærksomhed. Af en eller anden grund havde hun i hvert fald fundet dette maleri meget tiltrækkende. Roligt gik hun et skridt tættere på det for at se, hvem der nu engang skulle have malet det, og hvor meget det skulle koste, hvis der var sat en pris på det. Før hun dog kunne nå så langt mærkede hun, at Samuel igen kom tættere på hende, hvilket fik hende til at stoppe op. Hun drejede sig hen imod ham og smilede et kort øjeblik, før klokkerne ringede folk tilbage til salen.

Hendes blik blev rettet imod loftet, hvor klokken sad, og hun sukkede kort, mens de andre folk i lokalet langsomt gik ud fra det. Dog blev hun stående og kiggede bare op imod loftet.

''Hvis du er heldig er det noget du kan få lov til at finde ud af på et tidspunkt.''

Han smilede bare stille til hende, og han følte sig hele tiden mere og mere tiltrukket af hende næsten som om han blev en smule afhængig af at stå med hende og mærke hende været tæt på sig. Han smilede roligt mens han stod der med hende. Han kiggede rundt i rummet og betragtede meget af tiden denne vincent, mest fordi hans fulgte med i hans følelser. han så rundt og kiggede på hende roligt.

''Men du har jo intet at være nervøs for hvis vi er alene... der er ikke nogen måde du kan dumme dig på så... Og nej, men jeg kan se på ham og fornemme hvordan han har det, og han føler sig en smule slået fordi nogen har taget hans dame fra ham.''

Han gik bare helt tæt på hende da hun stoppede op foran billede og han lagde en arm om hende igen. han stod bare og holdt hende sådan med hånden hvilene på hendes hofte mens han kiggede på hende roligt.

''Hvad siger du Ashley... Vil det ikke være en mere interessant aften hvis du tilbragte den sammen med mig... En anden Flamma Draco en at tilbringe den samme med ham?''

Han så stille på hende og hans mund havde kort været helt tæt på hendes øre da han hviskede det til hende han gjorde, så tæt at hans læber faktisk kort havde berørt hendes øre. Han stod bare med hende.

”Hvis jeg er heldig?” Hun smilede bare stille til ham, da han fik det til at lyde som noget fantastisk. ”Nu gør du mig jo nysgerrig,” hun smilede stille til ham, og drejede sig om imod ham, hvorefter hun lagde sin hånd på hans brystkasse. Hendes hoved hældte en smule bagover, så hun kunne se på ham, hvilket var det tætteste på, hun var kommet til at blotte sin nakke for ham her på det sidste. ”Hvad mener du dog med, at jeg vil være heldig?” Hun smilede bare nysgerrigt og charmerende til ham, lidt for interesseret i det til at kunne lade være med at vise sin iver.

”Man kan altid dumme sig på en eller anden måde,” Dog havde hun ikke påstået at hun ville dumme sig, men lige netop ved ham kunne hun godt forestille sig, at det kunne lade sig gøre. Hun kunne sagtens forestille sig, at hun ville gøre noget, hun senere ville fortryde. Hun lod stille det med Vincent falde hen, da det ikke længere interesserede hende. Pointen han kom frem med stod tydeligt klar for hende, og så kunne det bare være det.

Øjnene lukkede sig stille i, da den varme ånde ramte hendes øre og kort efter blev fulgt af en blid berøring af nogle bløde læber. Tilbuddet lød alt for fristende til at hun kunne lade være med at sige fra med det samme. I stedet for stod hun bare stille go mærkede sine knæ langsomt blive bløde, før hun igen tog sig sammen og stirrede lige ud, før hun drejede sig om med fronten imod ham. Hendes hånd begyndte langsomt at sitre mere og mere, mens hun langsomt løftede den op imod han kind. PÅ trods af, at hun vidste, dette ville være en dårlig idé, så vidste hun, at hun burde advarer ham på en eller anden måde. Lige før hånden havde lagt sig på hans kind, stoppede hun op og trak den ned igen. Hendes tanker var splittet i to, men bestemte sig langsomt. ”Meget fristende tilbud, som jeg bliver nød til at tage imod - så sjældent som det nu er, at det kommer.” Hun smilede bare charmerende til ham, og blev stående med fronten imod ham.