A reunification - Jayden Maxwill

Tid: 13:45
Sted: Kult Strand
Omgivelser: Masser af indfødte og meget få turister.
Vejr: Højt solskin. Høj varme. Solskin og skyfrit.

_______________________________________________________________________________________________________________

Hvidt, blødt sand bredte sig ud over hele stranden. Azur farvede bølger strømmede op på stranden og gjorde det hvide sand gråligt, før det igen blev tørret og blev hvid. Mænd med brun - næsten sort - hud, mørkt hår og nogle mørke øjne gik frem og tilbage på stranden. Snakkende, leende og barfodede gik de på det varme sand, som om det var det mest normale at gå på sand, som havde tilbragt en hel dag i solen og ville føles som 100 °C for normale væsner. Men for disse indfødte betød det intet - uanset hvor varmt det var, så ville det aldrig blive for varmt for dem.

Kun enkelte turister som var på stranden gik med klipklappere på fødderne eller blev på deres tæppe, selv når de skulle ned i vandet gik de derned med sandaler eller noget på fødderne. Hvis nogle havde forvildet sig ud på sandet uden sko på småløb de med små lyde henover sandet.

Ude i vandet svømmede en kvinde. Svømmetagene førte hende langsomt ind fra havet varme favn og tilbød hende til sidst et varmt, sandet underlag, som hun kunne stå på. Hun stoppede op og lod fødderne bore sig ned i sandet. Vandet stod lige under hendes brystkasse og afslørede en hvid bikini med nogle guld mønter hængene fra. Nogle enkelte brune mænd stoppede op ude ved vandkanten og stirrede efter kvinden med ildrødt hår, mens de vinkede og råbte hej.

Langsomt bevægede hun sig længere op af vandet, mens hun vinkede og hilste igen. Varmen ramte hende, som et kærtegn. Et smil tegnede sig på hende læber, da fødderne ramte det varme sand. Sandet varmede hende op godt og grundigt, men modsat turisterne var hun vand til denne varme. Og på trods af hendes blege - næsten porcelæn hvide - hud var hun en af de indfødte på denne ø. Faktisk var hun blevet udklækket på denne ø.

To strandstole var blevet sat op ved siden af hinanden lidt fra vandet. Den rødhårede kvinde satte sig i den ene stol, mens hun kort så på den anden, som en af hendes venner gerne skulle komme og besætte.

Mågerne skreg, i lange drag, som ville de eksplodere i ét, hvis de ikke snart stoppede. Deres lange tudende ord, med deres fire bemandede vinge ryg. De svævede hen over bølgerne, i en nærmest tidsløs tilstand. Det lignede deres holdepunkt, var fæstnet på et punkt på himlen, og lod sig ikke løsrive fra dette punkt. Vinden trak nu ellers ud mod vand, som ville den drage folk tættere på dens afkølende elementer. Men mildest talt, var vandet et af de steder der var lige så farlige, som på land.

En ældre mand på de omkring 56 år, traskede ned imod havet, i de bare tæer. Han nød fornemmelsen af moderjord, og kunne nærmest ikke forholde sig til at tænke på nogen anden større kærlighed end til denne planet. Denne planet, som havde vokset sig endnu større i løbet af generationer. Dog havde han ikke selv lavet sig nogen ny generation. Men det generede ham heller ikke, han tog alting stille og roligt. Han havde al den tid han skulle bruge. Måske kunne man næsten sige for meget tid. De blågrå øjne betragtede det angivelige udeskue af mennesker, disse dyr der var et bytte for ham. Dog løb hans tænder ikke i vand. Han havde kontrolleret sin sult, og lyst til hævnerige tanker.

Hans beklædning bestod udelukkende af en åben hvid stribet skjorte, og en t-shirt inden under, hvor han på benene, havde nogle sandfarvede shorts, som gik ned til hans knæ. Fødderne var bare, og håret redt tilbage, hvor syv tjavser hoppede frem på hver sin side af panden. Hans blik gled rundt omkring sig, for at finde frem til hvad han nu end søgte, og prøvede at finde. Men det så ud til at denne drage havde gemt sig under vandets bølger og mågeskrig.

Kroppen bevægede sig frem efter, og brugte sine sanser til at opfange hans gamle følgesvende, som befandt sig, denne flamma draco som var en ganske gammel bekendt, eller nærmere en gammel ven. Han fik dog øje på ildrøde hår, i vandet, som ikke var til at tage fejl af. Roligt lod han sine øjne følge hende ude ved vandet, og sagde egentlig ikke noget, hun ville opdage ham tidsnok. Desuden var hun i færd med at svømme ind imod land. Så der var ingen grund til at råbe, eller gøre sig bemærket.

Man kunne rolig sige om Jayden, at han var en stille mand, med dyd og tålmodighed. Ganske vidst havde han en ganske kraftig tilbygning, men det fulgte jo med, når man var drage. Nu havde han også snart være drage i mere end 20 generationer. Måske nærmere hunderede, man kunne aldrig vide, han var sådan set holdt op med at tælle, og lod sig selv bare blive ældre og ældre.

Stolens blå hynde blev langsomt mørkere, der hvor vandet fra hende dryppede ned. Hun lå fuldstændig stille med lukkede øjne og nød solens varme stråler, som kærtegnede hende med sin egen fantastiske hede. Solen brændte sig op inde i hendes krop, på trods af den normale varme, som altid befandt i og omkring hende. Hun løftede en af sine hænder og tog fat i de matchende hvide solbriller, som lå på bordet i midten af de to liggestole. For på trods af, at hun ingen brug for dem havde, da hendes øjne kunne tåle lige så meget sol, som skygge, så foretrak hun på visse punkter, at style sig en smule op. Det havde heller aldrig skadet at virke bare en smule menneskelig. Faktisk var det det, som havde holdt hende i live i så lang tid. Folk brød sig ofte ikke om, at drager var til - hvilket, selv i hendes korte levetid, havde ført til diverse kampe.

På sin vej op ad vandet havde hun godt lagt mærke til sin stilfærdige ven, men undladt at reagere på det, da hun regnede med, at han bare ville komme og slå sig ned ved siden af hende. Hun rettede sig kort op fra stolen og så sig omkring, hvorefter hun prajede en dreng hen til sig, som hun vidste, kom fra en af de få strandbarer, som fandtes. ”Hej, Jimmie,” startede hun bare sukkersødt ud til drengen, da han kom tæt nok på hende, ”kan jeg få en Martini, som er omrøstet, og en rom og cola?” Spurgte hun bare høfligt med et smil på læben. Efter drengen var forsvundet op efter drinken vendte hun sit blik tilbage på havet, og ventede på sin gamle vens indtræden. Langsomt studerede hun bølgernes bevægelser, som de kom tættere på og derefter trak sig tilbage igen.

Drengen kom hurtigt tilbage med de to drinks og satte dem på bordet, hvorefter han ventede på den betaling, som den rødhårede drage hurtigt trak op af den hvide strandtaske og rakte dem til ham plus ekstra penge til drikkepenge. Endnu engang lod hun sig synke tilbage i stolen og drak en slurk af sin drik.